Kirkestien mellem Snostrup og Oppe Sundby Kirker

Kirkestien i Vinge er et resultat af et samarbejde mellem netværksgruppen for en kirkesti, et menighedsrådsmedlem fra Oppe Sundby, Snostrup menighedsrådet, Kirkefondet og Frederikssund Kommune.

Kirkestien er en del af et fremtidigt stisystem, som går mellem Snostrup kirke i syd og ind i Vinges ¨grønne bælte¨ samt videre frem til Oppe Sundby kirke i nord. Kirkestien er anlagt som en simpel ”trampesti” markeret med simple træpæle med logiske placeringer i det åbne land samt markering på træer. Stiens linjeføring er tilrettelagt med udgangspunkt i kirkernes egne ejendomme, eksisterende markskel efter aftaler med lodsejerne samt i Vinges ”Grønne Kile” efter aftale med Frederikssund Kommune.

Kirkestien i Vinge byder samlet set på en oplevelsesrig vandretur, hvor der vil være mulighed for at standse og reflektere over turens seværdighedspunkter.

Den tidligere kirkesti
Tidligere fandtes kirkestier mange steder på landet som ”smutveje” for de gående. I takt med samfundsudviklingen og den effektive arealanvendelse er mange kirkestier forsvundet, mens andre henligger i landskabet og minder os om en tid, hvor de blev benyttet af sognebørn på vej til kirke og skoleelever på vej til skole. Kirkestierne var livsnerven imellem bysamfund og de
nærmeste opland.

Ofte giver kirkestierne en mulighed for at bevæge sig ind i naturen og væk fra de trafikerede veje. Normalt er kirkestierne udført som primitive trampestier i marken eller langs ejendomsskel, stengærder og tilsvarende. Andre gange er de udviklet til gang/cykelstier, som er egnet for færdsel på alle tider af året.

I Snostrup sogn har der i generationer eksisteret en kirkesti, og de indbyggere, der er født eller opvokset i Snostrup by, husker alle, at de har benyttet kirkestien, som har været en trampesti. At kirkestien er dokumenteret, ses bl.a. i matrikelpapirerne for matr. Nr. 1C og fremgår endvidere af historiske kort over Snostrup by, hvor kirkestien i nogle tilfælde er markeret. 

Du kan hente folderen om Kirkestien her Kirkestifolderen_2021.pdf - den indeholder også kortet over stien.

Du kan også se en lille film her Kirkesti_video_2021_low.mp4, hvor sognepræst Susanne Norsk Østrup Leiding fortæller om stien.

Rutevejledning

Når du står med ryggen mod Snostrup Kirke og kigger mod vest, skal du gå ned for enden af
plænen. Her begynder kirkestien!

    • Gå langs Præstemosen og følg derefter stien over marken. Gå lidt inde på marken, så du ikke forstyrrer dyrelivet i skellet.
    • Skrå over imod skorstenen og fortsæt over gårdspladsen og ned til den gamle have. Her er der frugttræer og en lille sø. Herfra kan man gå omkring søen eller krydse igennem haven og gå langs læhegnet mod Vinge station.
    • Kryds over stationen og op af indkørslen til den gamle gård ved Vinge. Drej til højre for enden af indkørslen (lige før huset) og så til venstre. Følg Tvinsmosen til der er en pæl og tydeligt ryddet for enden af Tvinsmosen.
    • Gå gennem Tvindsmosen og langs mosen på Gerts mark. Der er en markering, hvor man kan gå ind i den gamle have for enden af marken (dette er en grund, der ejes af kommunen).
    • Gå ad indkørslen og kryds vejen og dernæst over marken til Skiftesten.
    • Gå af Skiftestens flotte allé og drej til højre af cykelstien mod Oppe Sundby. Det sidste stykke af kirkestien til Oppe Sundby, er cykelsti
    • Du har nu nået Oppe Sundby Kirke, og har gået hele Kirkestien.